Alone at home

Så kom dagen, da Cilja skulle være alene hjemme, mens vi begge var på arbejde i otte timer.
Vi var jo blevet lidt skeptiske, da vi så, hvad Coco og Paya havde udrettet i Assens!
Vi havde trænet i at gå hjemme fra og komme tilbage utallige gange, men Cilja græd hjerteskærende hver eneste gang. Vi var blevet enige om, at lukke adgangen fra køkkenet til stuen og fra entreen til stuen. Cilja kunne så bevæge sig mellem køkkenet og entreen, og hun havde sin kurv, sit transportbur og sit legetøj. Men det var med tungt hjerte, vi tog af sted.
Og vi var meget spændte, da vi hastede hjem igen.
Kirsten blev sat af ved en smutvej, så hun kunne komme først hjem til fods og lytte, inden dieselmotoren nærmede sig med sin karakteristiske lyd.
Der var helt stille! Men hvad var det? Var døren ikke åben fra entreen til stuen? Den havde vi helt sikkert lukket om morgenen! Da vi kom ind, stod Cilja lidt slukøret og så ud som om, hun ikke rigtig turde blive glad, og vi måtte kalde. Men der var ikke bidt eller kradset noget som helst i stykker! Naboen fortalte os senere, at hun havde hørt en sørgmodig klagesang med mellemrum i flere timer, så glad havde Cilja ikke været, men intet var ødelagt. Og snart var hun sit gamle glade jeg fuld af spilopper! Vi håber, hun snart vænner sig til det. Og heldigvis arbejder Kirsten ikke alle ugens dage.