På træningsbanen

Det kræver gode øjne. Kirsten holder god afstand for ikke at distrahere.

Fortsættelse følger

Cilja bliver ved med at imponere med sine evner som udbryderkongen Houdini. Kan hun virkelig klemme sig gennem det hul? Hvorfor kommer hun ikke til skade, når hun flår ståltråden fra hinanden og efterlader småstumper over hele køkkengulvet?
Hvis dette hundehegn, med dør, ikke kan holde hende, så ved jeg ikke mine levende råd! Mandag lægger jeg en film på, så man kan se, at vi også laver noget, som er sjovere!

Ak ja!

Vi fandt hende i stuen, da vi kom hjem.
Cilja havde også bidt sit transportbur i stykker, lige før vi skulle køre til familietræf på Fyn.
Hun er vist meget ulykkelig, når hun er alene hjemme. Vi er gået i tænkebox.Så smuk, kærlig og helt igennem dejlig er hun, når vi ikke forlader hende.

Bytur i Roskilde

Lørdagens træning var tilvænning til byliv.

Vi var på markedspladsen, på stationen og opleve toget komme ind, lineføring rundt i byen med hylende sirener, som passerede, og endelig en tur i parken, hvor hundene kunne få en tår vand ved vandkunsten, og fik lov at lege.

Det er dejligt at se, at Cilja ikke tager særlig notits af alle lydene og trafikken i byen.

Udbryderprinsessen

Cilja er ikke meget for at være alene hjemme.
Vi har erkendt, at det ikke går at give hende adgang til stuen, hun bider i for meget.
Men det er et problem, at døren mellem køkkenet, hvor hun godt må være, og stuen, er en foldedør, som hun kan presse op, selv om den er låst. En dag havde hun flyttet to dørstoppere og havde skubbet døren fra køkkenet til entreen i, med det resultat, at hun var gået i panik, det vat ikke et kønt syn at komme hjem til. Næste dag forsøgte jeg at sætte hende i buret i håb om, at hun så ville falde til ro og sove, som hun gør, når Kirsten er alene hjemme med hende. Da jeg kom hjem efter et par timer, havde hun åbnet lynlåsene inde fra! Til gengæld havde hun ikke ødelagt så meget.

Jeg fik så den ide, at den plade, som vi havde sat op for at lukke for foldedøren, var ikke gennemsigtig. Derfor var hun meget opsat på at bryde den ned (se billedet) så hun kunne komme ind i stuen og lede efter os.
Vores seneste forsøg går derfor ud på at lave en gennemsigtig afspærring. Vi købte et pileflethegn og armerede det med finmasket trådnet. Mon det så holder?
Jeg er imponeret over, hvilke kræfter, der gemmer sig i en 6 måneders hvalp!

Fra træningen

Kirsten står på afstand med kameraet, men man kan godt kende Cilja mellem alle de gullighvide golden retrievere ovre til venstre.

Træning i spring.

Siden sidst

Her er lige et par billeder, så I kan se, at det ikke kun er Coco, som er ved at udvikle sig til en lækker ung dame!
Jeg har været med vores venner Laila, Knud og Bastian på en tur til Møn. Selvfølgelig havde Far ikke fået kameraet med ned på stranden. Så havde I ellers fået at se, at ved at lege med Cockeren Bastian, som elsker vand, så overvandt jeg mig selv og sprang ud i Østersøen. Det var kanon sjovt, at jeg kunne fare hen og drille Bastian og så bare spæne fra ham. Han blev godt knotten og bjæffede ad mig, men så fik han da bare en tur til! Men han er nu god nok, han er bare for gammel til at følge med (og lidt kortbenet - fnis).

Jeg er også godt i gang med at teste kvaliteten af Fars og Mors indbo, det er også noget bras. Nu vil de forsøge at sætte en plade op foran døren fra køkkenet til stuen. For den elendige foldedør kan jeg da sagtens åbne, selv om de låser den, hi hi!

Det går stadig fint med træningen, og jeg leger godt med de andre hunde. Der er en golden retriever han, som jeg synes særlig godt om. Hvis en af de andre leger med ham, så kommer jeg bare drønende og møwer mig imellem, og så har jeg ham for mig selv. I morgen kommer der en film fra træningen.