Albuen

Det begynder at gå fremad med træningen igen.

Især når vi træner spor, er det ved at være sjovt.

De første såkaldte "moti-vationsspor" bestående af guffer, strøet tæt i et kort spor, gjorde mig forvirret. Desuden havde kragerne tit ædt de fleste af gufferne, inden jeg kom og fik dem opsnuset. Men Far har ved stædighed endelig fået lov til at lave et "slæbespor", hvor et stykke spegepølse bliver slæbt i en snor gennem græsset, og så bliver der lagt tre små depoter, guffer i en lille plastikbeholder, som jeg skal dække for at markere (og derefter æde, når Far åbner!). Sporet gås efter en halv time, og det synes jeg er sjovt!

Vi er startet på camping-sæsonen, og i grundlovsferien har vi været på Albuen Strand Camping syd for Nakskov. Der er en god, lang og strabadserende tur ad Albuetangen 6 km ud til Albuen.

Tangen er fyldt med får med lam, hvor ville jeg dog gerne hyrde dem lidt. Fårene havde dog en anden mening, og løb foran os en halv km ud ad tangen, de havde tydeligvis respekt for hyrdehunden! Far reddede et tåbeligt lam, som havde forvirret sig ind i en lille fold, for at komme væk fra mig og hen til sin mor. Det prøvede (lige som mig!!) at bryde igennem et kraftigt vildthegn, men hang uhjælpeligt fast. Det blev helt vildt glad, da Far løftede det ud og satte det ned på græsset. Sikke lammet og moren brægede i gensynsglæde!

Da vi skulle hjem, blev det styrtregn med store hagl, det kan nok være, at vi blev våde og kolde, inden vi havde gået de 6 km i blødt, vådt sand. Der kom gang i oliekaminen, da vi kom hjem i forteltet, jeg fik mig en rigtig lang skraber i min campingseng lige ved varmeblæseren!

Pubertet

Jeg havde meldt Cilja og mig selv til lokal c-prøve onsdag d. 6. maj.
Cilja er midt i sin pubertet, og nogle af de ting, hun kunne som hvalp, er hun ikke sikker i mere.
Hun er rigtig god til at søge et felt, problemet er kun, at hun ikke vil aflevere til mig, det er sjovere at rende rundt om mig i cirkler. Det samme gælder apporten. Alt hvad hun laver bliver udført med en overvældende energi.
Jeg var forberedt på, at vi ville score nogle lave karakterer på grund af alt dette, og det var OK.
Men en morgen, hvor vi trænede, gik det op for mig, at jeg stillede urimelige krav og blev irriteret på Cilja, når hun ikke kunne det, som hun kunne før. Og jeg indså, at det var den kommende prøve, som fik mig til det. Jeg kunne gå en hel dag på arbejdet og være sur på mig selv over det.
Jeg besluttede på stedet, at jeg ville melde fra til prøven. Vi træner jo for at have det sjovt, og puberteten vil Cilja jo komme over, og så vil træningen stille og roligt gå fremad igen. Der kommer nok en ny prøve efter sommerferien.

Ciljas fantastiske energi og stålvilje har også længe voldt os kvaler, når vi går tur med snor.
Her trækker Cilja både fremad, tilbage og til begge sider i et væk.
Vi har prøvet to specialseler, en på hovedet og en, som strammer under armhulerne. Men da vi ikke vil skade hende, har vi droppet dem igen. Men nu har vi forsøgt at kombinere hendes brystsele med en lænke om halsen, og det ser sørme ud til at virke. Snoren har fat i begge dele samtidig og lænken giver et let tryk på forsiden af halsen, når hun trækker. Men ikke så meget, at det generer vejrtrækningen.

Cilja er stadig en meget kærlig hund mod os, og hun er stadig noget dominerende overfor hunde, hun møder. Men hun er også meget glad for at lege og løber hurtigt som vinden. Og hendes bedste legetøj er stadig bolde, som hun ofte når at gribe i første opspring.

Cilja i haven

Når Cilja kommer ud i haven om morgenen, så har hun ofte så megen overskudsenergi, at hun bli'r nødt til at piske rundt og rundt i lang tid.

Men da Kirsten fik hentet kameraet, så havde hun raset lidt ud. Alligevel er der stadig lidt krudt tilbage.

Foråret er kommet

Det er herligt at slikke skåle!

Og så bliver man samtidig sminket.

Træningen plejer at foregå lørdag kl. 11.

Så går det meste af dagen med det, vi har jo et stykke vej at køre.

Derfor er det dejligt, at vi nu er begyndt at træne mandag kl. 18.30, så kan vi nyde det gode forårsvejr.

Her er Cilja i gang med feltsøg mens hendes ven Balou venter i baggrunden.

Hun skal finde tre genstande, som er gemt under blade og lignende.

Det klarer hun i fin stil.

Morgenglæde

Cilja elsker vores tur om morgenen. Og når solen skinner og luften er skarp og kølig, så er hun bare i sit es. Så kan enhver lille pind bruges som legetøj.

Bolde, som er bløde, men massive, er et fantastisk legetøj for Cilja. Jeg er holdt op med at bruge guffer, udsigten til at lege med bolden er rigelig motivation.

Hvor bli'r den sol af??

Det var en kold dag til træning lørdag, og det var en kold tur ved Kronborg søndag formiddag!
Meteorologerne havde ellers lovet sol begge dage.
Søndag eftermiddag kom den dog frem.

1 års fødselsdag

I dag er det c-kuldets fødselsdag, hurra hurra hurra!

Til lykke til Coco, Corry, Citizen og Cindy!

Og tak til Pia for en meget kærlig og arbejdsivrig hund!

En dag til træning

Lørdag morgen, allerede inden vi står op, ved Cilja, at det er træningsdag, og vi kan mærke, at hun er forventnings-fuld.

Efterhånden har hun vænnet sig til at køre i bil, uden at blive køresyg. Og det er ikke noget problem at få hende ind i bilen. Hun får lov til selv at vælge, om hun vil være i det åbne bur, eller om hun vil sidde bag ved og kigge ud ad bagruden.

Her er et par billeder fra den frie leg, inden træningen begynder. Typisk for Cilja forsøger hun tit at hoppe op på ryggen af de andre.

På det sidste billede kan man se, hvor tålmodigt hun venter, når hun er bundet til et træ, mens jeg hjælper andre hundeførere, inden det bliver vores tur. Cilja træner typisk sammen med den gruppe af hunde, som senere vil konkurrere.

Jeg har før målt Cilja til at være 63 cm over skuldrene. Det er en fejl. Jeg har nu målt hende til 60 cm.

Hun holder stadig den slanke linie, 19,6 kg.

Første forårsdag

Forårets første dag er grå, men en tur ud i mosen, Ganløse Ore, sammen med Cilja, får humøret til at stige et par grader.
Hun er et rigtigt energibundt og fuld af spilopper, men hun holder sig altid tæt til mig og kommer, når jeg kalder. Derfor kan jeg ofte lade hende løbe frit.

Slut på driverliv

I dag er næstsidste dag af min sygeorlov. Jeg er nu helt overbevist om, at jeg bliver 100% rask igen efter min diskusprolaps.
Det er koldt, men et fantastisk solskinsvejr, så vi tog en tur til Hornbæk strand og fik nogle varme fiskefrikadeller med hjem.
Cilja er jo nu 11 måneder. Hun er tynd efter at have haft nogle sløje dage, hvor hun ikke spiste.
Nu prøver vi at få lidt sul på kroppen af hende igen. Hun har hele tiden, på nær en enkelt dag, haft en utrolig energi og legelyst.

Træls uge for Cilja

Det begyndte med, at Cilja pludselig bakkede og klynkede, da vi skulle ned ad trappen fra 1. sal. Hun plejer at fare op og ned i en rygende fart, men nu turde hun ikke! Mange gange er hun skvattet på reposen midtvejs, hvor hun skal dreje 180 grader, inden hun løber det sidste stykke op eller ned, og nu havde hun fået nok!

Så var det af sted til tæppehandleren og få fat i en rest uldboucle. Den blev sat fast på reposen med dobbeltklæbende tape og en metalkant. Og så fat i Cilja og trække hende ud på de første par trin, og så løb hun igen, som hun plejede. Det var næsten, som om hun stod og vigtede sig lidt på reposen, inden hun løb videre.

Men ak! Om natten begyndte hun at brække sig, hun var blevet ramt af en omgangssyge. I et par dage ville hun hverken æde eller drikke, men heldigvis havde hun stadig energi.

Nu er hun frisk igen og var til træning i lørdags. Rikke kunne ikke, så jeg tog chancen og var selv fører for hende, og det gik bare fint. Første gang jeg prøvede det, kunne jeg dække hende af på 10 meters afstand. Og vi arbejdede også med rundering og apport. Jeg skal til at træne hende i at komme helt hen og aflevere en bold i hånden, hun betragter den stadig som et trofæ.

Det er stadig fantastisk træning for min ryg og højre ben, at komme ud med Cilja, vi nyder det begge.

Yeay - hovedselen er væk!

Selen på hovedet af Cilja virkede meget effektivt, og hun kom frivilligt hen til mig og lod mig sætte den på. Men det var også meget tydeligt, at hun bestemt ikke brød sig om den, og den pyntede jo heller ikke just.

Så vi tog til dyrehandelen og spurgte, om der dog ikke fandtes noget bedre? Og det gjorde der!

Vi fik et halsbånd, som er udstyret med et blødt bånd, der går inden om hvert forben. Når hun trækker, så strammer båndene op, og så kigger hun op på mig, og jeg roser hende i høje toner. Så det er ikke bare en mekanisk afstraffelse af uønsket adfærd, det gi'r mig mulighed for at vejlede hende på en pædagogisk måde. Vi er meget glade for den løsning!

Lørdagstræning med afløser

Dæk-øvelse slut: Fri!
Apport-øvelse

Stå-øvelse

Da jeg jo er sygemeldt efter operation for diskusprolaps, havde Rikke meldt sig som fører for Cilja ved lørdagstræningen.

Rikke og Cilja har meget stærke bånd. Der er den bagside ved den medalje, at Cilja hopper og danser meget ved 'fri ved fod' øvelsen. Og Rikke er jo ikke vant til at lave den. Desuden fandt jeg ud af, at det er meget svært at gå ved siden af, uden at blande sig i utide.

Men ellers gik det rigtig fint, vi havde alle en god dag.

Hovedselen

Mens Kirsten var til motion på Frederiksberg, gik Cilja og jeg en tur i Frederiksberg Have.

Her kan man se den sele til hovedet, som gør, at Cilja ikke kan trække så meget.

Hun er helst fri for den, og jeg tager den af, når vi er et sted, hvor hun må løbe løs.

Ud og bruge benet

Det går godt fremad efter operationen for diskusprolaps.
Det er en fornøjese at komme ud at gå med Cilja, og helst, hvor hun kan løbe løs.
Hun har et stort behov for at løbe og bruge sin krop, og hun holder sig altid i nærheden og er let at kalde ind.
I dag var vi igen på stranden, det nød vi alle.

Hjemme igen

Så er jeg vel hjemme igen.
Alt på privat-hospitalet Hamlet virker gennem- professionelt, og jeg følte mig hele vejen igennem i trygge hænder.
Billederne fra MR-scanningen var så skarpe, at kirurgen var heldig og dygtig nok til at ramme lige i plet, så operationshullet kunne begrænses til en minimal størrelse.
Der er ikke skåret i diskus, de generende udposninger kom af sig selv flydende ud ad hullet.
Alle smerter i benet og foden er pist borte, og nu kan jeg se frem til en genoptræningsperiode, så burde jeg have mulighed for komplet helbredelse.

Og sikke en dejlig velkomst, jeg fik af Cilja. Hun havde også hoppet rundt og gøet, da Kirsten talte i telefon med mig i går aftes.

Operation

Rikke var jo i Roskilde med Cilja til træning i lørdags. De trænede spor for første gang, og det klarede de fint. Rikke var lidt skuffet over, at de ikke prøvede så meget, da der ikke var mødt så mange, og det var bitterlig koldt.
Det er en særlig oplevelse at se, hvor stor en stjerne, Rikke har hos Cilja. Jeg er vant til, at Cilja følger mig overalt, men i det øjeblik, Rikke træder ind ad døren, så er det hende, hun følger.
Jeg var nu heller ikke så meget bevendt, for oven i discusprolapsen blev jeg fredag middag ramt af en slem influenza, som holdt mig på langs til mandag morgen.
Og nu har jeg været til MR-scanning på Hamlet, og onsdag morgen kl. 07:00 bliver jeg indlagt til operation. Og så følger 4 ugers sygemelding.
Så måske kommer Rikke til træning et par gange mere?

Endelig kom Rikke hjem

Siden 1. september har Rikke og hendes veninde Mette været på rejse i Australien. I dag hentede vi dem i lufthavnen, og vi var spændt på, om Cilja kunne genkende Rikke. Det var der aldeles ingen tvivl om! De kastede sig bare i favnen på hinanden.
Jeg er løbet ind i en diskusprolaps, som har påvirket mit højre ben og fod, det er ved at blive undersøgt på Hamlet. Det ser heldigvis ud til, at jeg er i bedring. Så Rikke tager til træning i Roskilde i morgen med Cilja, det bliver sjovt at høre om. Rikke er rigtig god til hunde, så jeg er ikke i tvivl om, at det bliver sjovt for dem begge.
At min fod er i bedring, giver jeg Cilja æren for, det er sundt at gå de daglige ture.

Grangrenen

Juletræet er genbrugt til afdækning af bede i haven - og Ciljas legetøj!

Leg med mors vanter

Godt nytår fra Cilja, Kirsten og Jens

Nytårsaftens dag var jeg med til at løbe et halvmaraton på Amager langs stranden og til Operaen, det var til fordel for Rigshospitalets BørneUngeProgram. Jeg har holdt for meget juleferie og ikke trænet nok, så jeg gik sukkerkold med 3 km til mål. Jeg kom dog i mål, 10 minutter forsinket.

Imens gik Cilja og Kirsten rundt og trænede i at bruge den nye hovedsele. Cilja trækker som en slædehund, og vi så ikke nogen anden udvej, end at anskaffe den sele. Men den er Cilja godt nok ikke indstillet på at finde sig i! Sikke krumspring, hun kan lave, for at få den af! Jeg kender hendes stædighed, men denne gang slipper hun ikke.

Så var det rart at komme ud til stranden og røre de ømme ben i det dejlige solskin her nytårsdag. Så er vi klar til Foghs nytårstale.