Jeg har tænkt lidt over, at bagsiden af den medalje, at jeg altid kan kalde Cilja til mig, uanset afstand, og uanset om hun leger med andre hunde, nok er hendes problem med at være adskilt fra sin flok. Vi er ikke færdige med at finde frem til en holdbar måde at forholde os til det på endnu.
Hjemme er hun også tydeligt knyttet tæt til os. Hun elsker at ligge ved siden af den sofa, jeg sider i, og smålege med mig. Og hun følger meget efter mig rundt i huset, også op og ned ad trappen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar